I denne udgave af »Mormonismen i billeder« viser vi billeder af nogle vigtige steder for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie i Storbritannien.
I denne måned i Preston, England, vil mormoner fra hele Storbritannien præsentere Kirkens første officielle festspil udenfor Nordamerika. Disse festspil er udendørs teaterproduktioner, som skildrer historier fra kirkens historie og skrifterne. Kirken har en lang historie i Storbritannien. Dens medlemmer kom til England for over 175 år siden – et årti før, at de ankom til Utah.
De første missionærer, som blev udsendt til udlandet, ankom til Liverpool den 19. juli 1837, kun syv år efter Kirkens grundlæggelse, og 10 år før de første mormonpionerer grundlagde Salt Lake City i 1847. Syv missionærer blev udsendt, inklusive to medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Hundreder tilsluttede sig kirken efter at have hørt deres budskab, og i 1840 begyndte disse omvendte at drage afsted fra den samme havn for at tilslutte sig kirkens andre medlemmer i Amerika.
I Ribble-floden nær Preston, Lancashire, England, døbte missionæren og apostlen Heber C. Kimball de første nyomvendte i England den 30. juli 1837, kun 10 dage efter missionærernes ankomst. Flere tusinde nysgerrige tilskuere overværede dåbene fra flodens park-agtige bredde. Det var i nærheden af dette sted, at Kirken slog sine første rødder i Storbritannien. Menigheden i Preston, som er Kirkens længst fortsættende menighed, blev grundlagt i 1837.
I 1840 delte missionæren og apostlen Wilford Woodruf kirkens lærdomme med John og Jane Bendow i deres gårdhus i Herefordshire, vist ovenfor. De besluttede sig kort efter for at blive døbt, og inviterede Woodruff til at tale til medlemmerne af deres kirke, The United Brethen – en gruppe på over 600 mennesker.
Woodruff prædikede til medlemmerne af The United Brethen og døbte i løbet af fem dage 32 mennesker fra menigheden, mange i denne dam i nærheden af familien Bendows hjem. Mange medlemmer af The United Brethen og deres naboer tilsluttede sig eventuelt kirken. Sammenlagt var der omkring 1.500 omvendte til kirken fra Herefordshire-området.
Gadfield Elm-kirken blev bygget af The United Brethen i 1836, og skødet blev overdraget til kirken i 1840. Det var den første bygning, som kirken kom til at eje i England, og en af de tidligste kirkebygninger, kirken nogensinde har ejet. Som missionær i Storbritannien prædikede Brigham Young der to gange, en gang den 17. maj 1840 og en gang den 14. december 1840.
Gadfield Elm-kirken blev fokuspunkt for kirkeaktivitet for tusinder af sidste dages hellige. Omkring år 1842 blev kirkebygningen solgt for at hjælpe med at finansiere rejserne for mange omvendte, som var begyndt at immigrere til USA. Over de næste 150 år blev bygningen brugt som et redskabsskur, en garage og et hjem, og forfaldt til sidst. I 1994 blev ejendommen sat til salg på en auktion, og en gruppe lokale sidste dages hellige gik sammen og oprettede fonden Gadfield Elm Trust for at indsamle penge til at købe og restaurere bygningen. Denne gruppe donerede derefter bygningen til kirken i 2004. Gordon B. Hinckley (1910-2008), som dengang var præsident, rejste til England for at acceptere bygningen som et af kirkens officielle kirkehistoriske steder.
Denne markedsplads i Ledbury, Herefordshire, var sted for både missionering og handel. Wilford Woodruff besøgte byen mange gange, mens han arbejdede med The United Brethen. Brigham Young brugte en uge i byen og instruerede andre i at finde ham fra denne markesplads.
Billedet ovenfor viser udsigten fra Herefordshire Beacon, et af bjergene i bjergkæden Malvern Hills, som er stedet for både en præ-romersk fæstning og et romersk fort. Wilford Woodruff tog flere gange hertil for at bede. Den 20. maj 1840 mødtes han, Brigham Young og Willard Richards der og besluttede sig for at udgive Mormons Bog og en salmebog ved hjælp af penge, der var blevet doneret af John og Jane Benbow og Thomas Kington.
I 1841 blev de første udgaver af Mormons Bog, som blev trykt udenfor USA, udgivet i Liverpool, England, under opsyn af kirkens ledere, heriblandt Brigham Young. For Young forlod England i april i 1841 anmodede han om, at en kopi af Mormons Bog skulle brings til Dronning Victoria, som havde begyndt sin gyldne regeringstid i 1837. Der blev lavet nogle flot indbundne eksemplarer til hende og prins Albert, og missionæreren Lorenzo Snow modtog en audiens i 1841, på hvilket tidspunkt han gav bogen til Hendes Majestæt.
Kirkens første missionærer i Skotland var Alexander Wright og Samuel Mulliner, skotter, som tilsluttede sig kirken i Canada, for derefter at rejse tilbage til deres hjemland for at dele evangeliet. Den 14. januar 1840 døbte Mulliner Alexander og Jessie Hay fra Bishopton i floden Clyde, vist ovenfor. Det menes, at disse udgjorde kirkens første dåb i Skotland. Mulliner ledede også den første gudstjeneste for sidste dages hellige i Skotland, også i Bishopton.
I nærheden af Edinburgh, Skotland er der en bjergtinde, som kaldes Arthur's Seat. Mens han præsiderede over missionærarbejdet i Skotland, kom Orson Pratt til Edinburgh i maj 1840. Han besteg Arthur's Seat flere gange. Fra dette sted indviede han Skotland til evangeliets prædiken og bad om, at han måtte finde 200 sjæle, som ville acceptere hans budskab. Før Pratt forlod landet blev den bøn besvaret. På grund af dette har lokale sidste dages hellige nogle gange henvist til Arthur's Seat som »Pratts bjerg«.
Kirkens første missionærer ankom i Irland i juli i 1840. Flere dage efter deres ankomst var missionærerne John Taylor og William Black på vej mod byen Lisburn, ledsaget af en bonde fra det område, der kaldes Thomas Tait. Mens de gik, drøftede Taylor skrifterne med Tait. Da de kom til Loch Brickland besluttede Tait sig for at blive døbt i søen, og blev dermed den første person, som blev døbt i Irland.
Det første officielle udvandringskompagni forlod Liverpool mod New York City den 6. juni 1840. Mange af kirkens medlemmer i Storbritannien arbejdede i flere måneder eller år for at kunne betale for deres rejse, enten før afgangen eller efter at være ankommet på kajen i Amerika. Deres endelige destination var byen Nauvoo, Illinois, vist ovenfor, som var bosat af kirkens medlemmer. I 1845 var omkring 25 procent af byens befolkning fra Storbritannien.
Mellem 1840 og afslutningen af det 19. århundrede forlod op til 100.000 omvendte Storbritannien for at tilslutte sig kirken i USA. Antallet af kirkemedlemmer, som blev tilbage i Storbritannien, var relativt få, og sådan fortsatte det i løbet af en stor del af det tidlige 1900-tal. I midten af 1950'erne begyndte kirkens medlemsskab i Storbritannien at øges. I 1961 byggede kirken kirkebygningen ved Hyde Park, vist ovenfor, på Exhibition Road i det centrale London som et sted for tilbedelse. Siden kirkebygningens etablering har den spillet en vigtig rolle i kirkens medlemmers liv, både indenfor Storbritannien og i udlandet. Den blev for nyligt ombygget for at kunne rumme en række udstillinger om Jesu Kristi evangeliums principper, templer og kirkens historie i Storbritannien.
I dag har kirken over 185.000 medlemmer i Storbritannien og to templer. Templet i London, England, som blev indviet i 1858, og templet i Preston, England, vist ovenfor, som blev indviet i 1998. En af kirkens missionærskoler befinder sig også i nærheden af templet i Preston.