Den sidste dages hellige migration i det 19. århundrede, der begyndte i 1846 i Illinois, og derpå videre igennem Iowa og Nebraska og endelig til et tilflugtssted i Rocky Mountains, var en af de mest bemærkelsesværdige hændelser i USA’s historie vedrørende den store migration vestpå. I modsætning til de tusinder af pionerer, der strømmede mod vest til Californien og Oregon i jagten på et bedre liv, så migrerede de sidste dages hellige ufrivilligt – pga. fjendtligsindede naboer, der fordrev dem fra Illinois og Missouri. Senere tilsluttede mange nyomvendte fra Europa sig til den sidste dages hellige pionerrute.
- Med attentatet på Joseph Smith i 1844 og det stigende pres på de sidste dages hellige om at efterlade deres by, Nauvoo, på bredden af Mississippifloden, blev det snart påfaldende for Kirkens ledere, at de endnu engang blev nødt til at flytte. I begyndelsen etablerede de et tilflugtssted i det, der kaldtes Winters Quarters i nærheden af det, der i dag kaldes Omaha i Nebraska. Så i 1847 under ledelse af Brigham Young i 1847 tog det første følge hestevogne af sted vestpå mod Rocky Mountains, den nøjagtige destination var ukendt.
- Da den første gruppe af sidste dages hellige pionerer nåede til Salt Lake Valley i sommeren 1847, så Brigham Young ud over, hvad der dengang var en gold, tør ørken og erklærede: »Dette er det rigtige sted.«
- I 1849 etablerede præsident Young Det vedvarende emigrationsfond, som støttede fattige sidste dages hellige immigranter. Fonden hjalp omkring 30.000 immigranter fra de Britiske Øer, Skandinavien, Schweiz, Tyskland og Holland med at komme til Amerika –, hvilket på det tidspunkt var mere end en trejdedel af det totale antal sidste dages hellige immigranter fra Europa.
- For at skære ned på udgifterne på de dyre hestevogne og okser brugte ca. 3.000 af pionererne efterfølgende billige træ-håndkærrer, der var lette nok til at trække over de store prærier. En familie eller fem personer blev tildelt en håndkærre, og 18 til 20 mennesker delte et telt. En kærre kunne ikke trække mere end lidt over 90 kg – hvilket var lidt under 8 kg bagage pr. person.Hvert af de organiserede kompagnier blev ledt af en erfaren guide og blev ledsaget af mindst fire oksedrevne vogne med forsyninger.
- Det første hold håndkærrer rejste den 9. juni 1856 fra Iowa City i Iowa med et kompagni bestående af 266 mennesker fra England, der to dage senere blev efterfulgt af et kompagni på lidt over 200 personer.De første håndkærrebrigader klarede turen til Salt Lake Valley, men rejsen havde ikke været let. Pionerdagbøger gav udtryk for barskt vejr, truslen fra fjendtlige indianere, medrejsendes død og sultens og udmattelsens vedvarende pinsler.
- Tragedien fandt sted i efteråret 1856, efter at Willies og Martins håndkærre-kompagnier tog sent af sted i sæsonen med 1.000 mennesker fordelt imellem sig. Begge kompagnier var plaget af mangel på forsyninger og af prøvelser, heriblandt en tidlig snestorm, der viste sig at blive en af det århundredes værste storme. De udmattede kompagnier slog lejr i den dybe sne på prærien i Wyoming, hvor flere end 200 mennesker døde af sult og kulde. En massiv redningsindsats blev straks sat i værk, da nyheden om deres nød nåede Salt Lake City.
- Tusinder af sidste dages hellige pionerer døde på vandringen, uanset om de rejste med hestevogn eller håndkærre. Deres kære, heriblandt børn, blev ofte begravet i lave grave, der aldrig igen ville blive besøgt.
- Under Brigham Youngs ledelse foretog omkring 70.000 sidste dages hellige den svære rejse til Utah mellem 1847 og 1869, hvor den transkontinentale jernbane blev fuldført. Pionerernes kollektive oplevelse har efterladt et dybt indtryk i den sidste dages hellige bevidsthed. Pionererne, der foretog vandringen, bliver ofte æret og omtalt ikke blot ved slægtningenes familiesammenkomster, men også af kirkemedlemmer ved Kirkens møder, der finder pionerernes mod og offer inspirerende.