Pressemeddelelse

Præsident Hallstrom besøger humanitære nødhjælpsorganisationer

Sammen med præsident Kearon besøgte præsident Hallstrom humanitære nødhjælpsorganisationer

Præsident Donald L. Hallstrom og præsident Patrick Kearon besøger humanitære nødhjælpsorganisationer, som modtager hjælp fra Kirken

I starten af februar besøgte ældste Donald L. Hallstrom fra De Halvfjerds’ Præsidium i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, sammen med ældste Patrick Kearon og ældste Paul Johnson fra det europæiske områdepræsidentskab adskillige nødhjælpsorganisationer i Italien, Makedonien og Serbien, som har modtaget hjælp fra Kirken.

I Italien mødtes to kirkeledere tirsdag den 9. februar med dr. Alberto Barbieri, grundlægger af Medici Peri Diritti Umani, Læger for menneskerettigheder (MEDU).

Kirken donerede en mobil lægestue til MEDU som hjælp til organisationens pleje af migranter, flygtninge og andre med behov for lægehjælp.

Senere den dag donerede ældste Hallstrom og Kearon sammen med ældste Massimo De Feo, en områdehalvfjerdser, og Alessandro Dini Ciacci, stavspræsident for staven i Vestrom i Italien, to computere, 70 sparepærer og en køkkenvask til Centro per L’autonomia (CpA).

CpA arbejder med flere partnere om at hjælpe migranter og flygtninge til at finde måder at blive selvhjulpne på.

Kirken vil støtte finansieringen af centrets administratorers oplæring i selvhjulpenhed. Kirken vil også tilbyde egne selvhjulpenhedsklasser gennem selvhjulpenhedslederen i Italien og Kirkens medlemmer fra området omkring Rom.

Det sidste møde mellem ældste Hallstrom og Kearon i Italien foregik i kirkebygningen i Vestrom, hvor 40 unge mellem 12 og 18 fra Rom og Napoli pakkede 1.000 hygiejne- og førstehjælpspakker til flygtninge.

Disse pakker, store mængder mælk, chokolade og energibarer, 1.000 par sko og 1.000 gummisandaler blev doneret til det italienske Røde Kors i Rom onsdag den 17. februar.

Kirken donerede også et feltkøkken til afdelingen i Røde Kors, som vil nå frem i april. Køkkenet kan dagligt forberede mad til ca. 900 mennesker.

Da præsident Ronzi fra Røde Kors modtog gaven, udtalte han, at han var særdeles positivt overrasket over Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges store organisatoriske talenter og dens evne til effektivt at realisere et løfte på så kort tid.

Den 10. februar besøgte ældste Hallstrom og ældste Paul V. Johnson, førsterådgiver i det europæiske områdepræsidentskab, ankomstlejren for flygtninge i Preševo i Serbien, hvor de mødtes med Kirpatrick Day fra International Rescue Committee (IRC).

Ældste Hallstrom bemærkede: »Det humanitære nødhjælpsarbejde, som udføres i det europæiske område, er beundringsværdigt. Jeg kunne følge med i projekter, hvor vi har indgået partnerskaber med andre betroede organisationer for at opnå store resultater. Og jeg har været førstehåndsvidne til kirkemedlemmers arbejde, som uselvisk giver af deres tid for at hjælpe andre i nød. Disse fælles bestræbelser er i sandhed inspirerende!«

De to kirkeledere besøgte også en udslusningslejr for flygtninge i Tabanovce i Makedonien, hvor de mødtes med Goran Stojanovski, leder af udslusningslejren i Tabanovce.

Den 11. februar overrakte præsident Hallstrom et bevis på Kirkens donation af to køretøjer, 10 computere og en generator, som skal bruges i udslusningslejren i Tabanovce, til Suzana Saliu fra Crisis Management Center (CMC) i Makedonien. Ældste Johnson sagde: »Donationen blev modtaget med stor tak, og Kirken er glad for at afhjælpe flygtningesituationen ved at indgå partnerskaber med disse ihærdige hjælpeorganisationer.«

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.