Mormonernes syn på fællesskab

En egenskab, der sædvanligvis tillægges sidste dages hellige, er, at de tager sig af deres egne. Selvom det som regel accepteres som et kompliment, er det kun halvdelen af historien. De sidste dages hellige ser også udad. Samarbejdet blandt de sidste dages hellige rækker også ud til større befolkningsgrupper og andre trossamfund.

Et samfund, der styrker sig selv, har meget større kapacitet til at hjælpe andre.

Et eksempel på dette samarbejde kan findes i Monterrey i Californien, hvor sidste dages hellige menigheder i de sidste tre år har slået sig sammen med andre kristne menigheder for at tage sig af de fattige og nødlidende. De giver mad til dem, der ikke selv kan skaffe den, og tilbyder trøst i tider med nød. Dette tværreligiøse samarbejde planlægger og organiserer muligheder for andre troende til at tjene sammen. Lignende tiltag finder sted rigtig mange steder uden de store fanfarer.

Så hvad gemmer sig bag de sidste dages helliges syn på fællesskab? På mange måder afspejler deres lokalsamfund den tidlige kristendom. Det samfund af hellige sammenlignede deres fælles indsats med »Kristi legeme«. Når de forskellige dele af legemet arbejdede sammen, bidrager hvert individ til fællesskabet. Sådan forholder det også med sidste dages hellige.

Det behøver ikke være et paradoks, som Los Angeles Times for nylig hævdede, at de sidste dages helliges tro er »rodfæstet i selvhjulpenhed og fællesskab.« Disse værdier med fælles ansvar og forpligtelse hjalp mormonpionererne med at bygge bosættelser på tværs af ørkenen i det vestlige USA. Individuel succes er ikke en personlig succes, men bidrager til alles gavn. Den virkelige sandhed om de sidste dages hellige er deres succes med at skabe fællesskab.

Som en uddybelse af denne solidaritet forklarede en journalist fra The New Republic, at den moderne mormonisme »udgør vores lands største eksperiment med et fællesskab, som forsøger at fremme en solidarisk holdning fra pionertiden, der er gået tabt i nutidens Amerika.« En anden journalist fra The New York Times hævdede, at »der ikke findes andre samfund i Amerika, der udlever visionen af et godt samfund på samme måde som de sidste dages hellige.«

En grundlæggende præmis hos de sidste dages helliges er, at der ikke er nogen forskel på dig og din næste. Dit velbefindende hænger sammen med din næstes velbefindende. Mormons Bog understreger, at »enhver skulle elske sin næste som sig selv«. Og næste betyder ikke kun et medlem af Kirken. Det omfatter alle de mennesker, som du omgås i dit lokalsamfund. Sidste dages hellige tror på, at vi alle er en del af den samme guddommelige familie. Vores forhold til andre mennesker omkring os har evigtvarende betydning. I et skriftsted i Mormons Bog står der: »Den samme sociale omgang, som findes blandt os her [i livet på jorden], skal findes blandt os der [i evigheden], blot bliver den ledsaget af evig herlighed.« Himlen udgør i al væsentlighed vores forhold til andre mennesker.

Når sidste dages hellige bliver døbt ind i troen, forpligter de sig til at »bære hinandens byrder« og »sørge med dem, der sørger.« At involvere sig i andre menneskers problemer forhindrer ikke én i at elske dem; det gør det muligt at elske dem. Newsweek udtrykte det korrekt: »Uanset, hvor mormoner bor, er de en del af et netværk af gensidig omsorg; i den mormonske teologi er alle på en eller anden måde kaldet til at tjene, alle er på en eller anden måde bemyndiget til at gøre godt mod andre og til selv at modtage: Det er det 21. århundredes pagt om omsorg.« Det er denne gensidige forpligtelse, der gør et fællesskab muligt.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har mange programmer, der opfordrer dens medlemmer til først at tænke på deres næste. Sidste dages hellige bidrager til et velfærdsprogram, der på lige fod bliver drevet, forvaltet og iværksat af både rige og fattige medlemmer. Alle investerer i dette system. Og du behøver ikke være mormon for at deltage. Om du er syg, har mistet din indkomst eller ikke kan finde et job, så arbejder dette netværk af næstekærlighed hårdt på at få folk tilbage på benene igen. Alle mennesker oplever dårlige ting. Når katastrofer finder sted rundt om i verden, giver frivillige sidste dages hellige en hjælpende hånd. Og tjenestemissionærer samarbejder regelmæssigt med lokale og internationale velgørende organisationer for at lette fattigdommen, forebygge sygdomme og hjælpe de handicappede.

En kultur med spontan tjeneste er måske endnu vigtigere end de formelle programmer. Uselviske handlinger udført i stilhed er velkendte blandt sidste dages hellige: En mor og datter organiserer nødhjælpspakker til orkanofre, drenge hjælper deres fædre med at skrabe sne foran en enkes indkørsel, en familie samles for at ordne en syg nabos have. Én efter én er disse små uselviske handlinger med til, at et troende samfund udvikler gode karaktertræk. En religion er sammensat af mange forskellige ting – læresætninger, ritualer, befalinger og meget mere. Men i livet her på jorden beder Gud os om at være »i [vores] medmenneskers tjeneste.«

Det er ikke nemt at opbygge et samfund. Som alle andre menneskelige bedrifter kan det være rodet og uoverkommeligt. En af de første ting, som sidste dages hellige lærer, er, at religion udover ærefrygt og fordybelse er et slags arbejde. Kirken er ikke et sted, hvor du finder dig til rette i en komfortzone. Du skal se ud over dig selv. Da Kirken ikke styres af en betalt, universitetsuddannet præstestand, leder Kirkens medlemmer den selv. Voksne, teenagere og børn beder bøn, holder taler og underviser. Mødre og fædre leder de unges organisationer og tjenesteprojekter. Gennem denne tjeneste kommer sidste dages hellige til at elske de mennesker, de tjener. Det er svært at søge åndelighed, mens man samtidig undgår andre mennesker med deres unikke personlighed og særheder. Åndelighed er i store træk den måde, vi behandler mennesker på.

I lande rundt om i verden stræber de sidste dages hellige efter at bringe deres værdier om fællesskab og næstekærlighed ind i samfundet. De bliver mere og mere integrerede i deres lokale nabolag og samfund. Kirkens præsident, Thomas S. Monson, har understreget »ansvaret for at være aktive i det lokalsamfund, som vi bor i.« Du kan nemt finde en sidste dages hellige på din skole som kontaktforælder, i det lokale folkekøkken eller i en tværreligiøs gruppe. Sidste dages hellige slår sig sammen med utallige andre gode mennesker i verden og forsøger at løse de svære problemer, som vi alle møder. Joseph Smith, Kirkens grundlægger, fanger denne aspiration: »En mand, som er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med alene at velsigne sin egen familie, men vil gå ud i hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«