»Forsamlinger skaber et betydningsfuld helligt tag over de store kapitler i familielivet – fødsel, børneopdragelse og ægteskab.« – W. Bradford Wilcox[1]
På grund af den moderne verdens udvikling og alle dens muligheder har den svært ved at se ud over sin egen næsetip. Hvert årti har kæmpet med sine blinde punkter. I det gamle Rom blev en persons indflydelse fx beregnet til 100 år. Inden for den tidsramme kunne folk huske to generationer tilbage og tage sig af to fremtidige generationer. Så stoppede den indflydelse, fordi man droppede den vane, og man indledte et nyt århundrede med nye mennesker og nye bekymringer.[2] Men evige samfund har brug for et bredere perspektiv.
Nutidens pres er stærkt, men det er rykkene fra fortiden og fremtiden også. Familie og tro – vore to store broer mellem her og nu – rækker længere end 100 år i begge retninger og udvider formålet og meningen med vores liv.
Ingen af os er født som blot en person. Vi kommer til denne verden med et eksisterende netværk af bånd og obligationer. Disse familieforhold former vores syn på verden, vore værdier og vore identiteter. Og familier af alle slags trives, når de tilslutter sig andre troende. Fordelene går begge veje – kirken styrker familien og familien styrker kirken. Ved at arbejde sammen forstærker familie og tro normerne for det, der er rigtigt og forkert, underviser os i, hvordan vi elsker vores næste og giver en base af støtte, hvor børn og forældre styrer gennem livets udfordringer. Med andre ord forhindrer familien og troen os i at være alene. De gør, at vi har ansvaret for andre end os selv og hjælper os til at gøre fremmede til venner. Familien videregiver så denne åndelige og sociale arv til andre generationer.
Ved at indsamle mange samfundsvidenskabelige undersøgelser viser forfatter Mary Eberstadt, hvor tæt disse kræfter er sammenflettet. »Familie og tro er samfundets usynlige dobbeltspiral,« skriver hun, »to spiraler, der forbundet til hinanden effektivt kan reproducere, men hvis styrke og momentum afhænger af hinanden.«[3]
Dette samarbejde ses i kirken om søndagen. Eberstadt påpeger en bred sociologisk antagelse, hvor det at deltage i familiemæssige ritualer som »at være gift og få børn er forbundet til højere niveauer af at gå i kirke og andre slags religiøse skikke.«[4] En anden kendsgerning er den påvirkning, som børn har på forældrenes religiøse liv. Sociolog W. Bradford Wilcox siger det meget enkelt: »Børn driver forældrene i kirke.«[5] Det er meget almindeligt – børn vokser op i en kirke, flytter hjemmefra for at få en uddannelse og driver væk fra troen blot for at vende tilbage, når de er blevet gift og får børn. Hvad forklarer dette fænomen? De beslutninger, som vi træffer om vores dybeste overbevisninger og tætteste forhold er aldrig enkle. Men Wilcox tilføjer en vigtig indsigt: »Ankomsten af et barn kan vække uudnyttede reserver af kærlighed, anerkendelse af det indlysende og bekymring for det gode liv.«[6] Alt dette betyder noget, fordi familie og religion er blandt de mest grundlæggende menneskelige institutioner. Sammen forbinder de samfund, når de er adskilt, bliver samfundet svagere.
De hellige forhold mellem familie og kirke, kirke og familie, binder os til fortiden, nutiden og fremtiden. Sådan en kontinuitet hjælper os til at placere os i det store univers. Vi finder ud af, hvem vi er. Digteren Wendell Berry udtrykker denne higen: »Ægteskabet mellem to elskende knytter dem til hinanden, til forfædre, til efterkommere, til samfundet og til himlen og jorden. Det er den afgørende forbindelse uden, hvilken alt falder fra hinanden.«[7]
Familiens og troens rigdomme fortsætter som ebbe og flod, på samme måde som de har gjort det i forskellige perioder i historien, men erfaring viser, at de vil gøre det hånd i hånd. Når den ene rejser sig eller falder, så gør den anden det samme. Historiens kurs er ikke forudbestemt, men vælges. Og disse valg har lange livsbaner – alt for lange til at passe ind i 100 år.
[1] W. Bradford Wilcox, »As the Family Goes«, First Things, maj 2007.
[2] Se Remi Brague, »The Impossibility of Secular Society«, First Things, okt. 2013.
[3] Mary Eberstadt, How the West Really Lost God, 2013, s. 22.
[4] Eberstadt, How the West Really Lost God, s. 93.
[5] Wilcox, »As the Family Goes.«
[6] Wilcox, »As the Family Goes.«
[7] Wendell Berry, Sex, Economy, Freedom, and Community, 1992.