Ældste og søster Soares tjener i Portugal, deres forfædres land

Ældste Ulisses Soares og hans hustru, Rosana, vendte denne uge tilbage til Portugal for første gang, siden de ledte Porto-missionen i Portugal for to årtier siden. Deres fire dages besøg var en mulighed for at genopfriske gamle minder, betjene landets 45.000 sidste dages hellige og styrke deres gensidige forbindelse til deres forfædres land.

»Jeg har altid drømt om dagen, hvor jeg skulle vende tilbage og føle det samme, som jeg gjorde, da jeg var missionspræsident,« siger ældste Soares, der er fra Brasilien. »Men i dag, er det meget mere. Det er noget, jeg ikke kan beskrive at se den enighed, der er blevet etableret her blandt medlemmerne, blandt Kirken og blandt Kirkens ledere.«

»Jeg føler mig hjemme,« tilføjer søster Soares. »Det er vidunderligt at være tilbage, for jeg har portugisisk blod i mine årer.«

Ældste og søster Soares påbegyndte deres mission i sommeren 2000. Deres tre børn var 13, 9 og 5 år. De sagde, at familien oplevede mirakler. Deres børn fandt venner, kærlighed og familie.

»Det var så vidunderligt, for vores børn kom så godt ud af det med hinanden,« siger søster Soares. »De elskede at være her, og de elskede folket, børnene, skolen og børn i Kirken. Det var vidunderligt.«

Og ældste Soares fandt mere af sin portugisisk slægtslinje.

En dag, hvor han havde talt om sine forfædre ved en distriktskonference i Coimbra (den by, hvor en af hans bedstefædre blev født), spurgte en entusiast i genealogi præsident Soares om, hvad hans bedstefar hed. Få måneder senere præsenterede manden den kommende apostel for hundredvis af navne på hans forfædre, der levede mellem 1600 og1899. Navnene kom fra optegnelser, der ikke er tilgængelige i Brasilien.

Ældste Soares siger, at denne uventede gave blev fulgt op af, at portugisiske hellige tog disse navne med til Herrens hus i Madrid i Spanien. Der gennemgik hengivne kirkemedlemmer på vegne af disse hundredvis af mennesker de hellige ceremonier, som Jesu Kristi Kirke tror på vil forene familier for evigt.

Det, siger apostlen, viser det portugisiske folks store hjerte.

»De er åbne for at hjælpe og støtte hinanden,« siger han. »Denne mand kom til mig uden nogen anmodning, men forsøgte at dele sin kærlighed med mig gennem sit arbejde med slægtsforskning … Det var et af de store mirakler, vi oplevede her i dette land.«

Ældste Soares siger, at hans bedsteforældre havde bragt deres portugisiske traditioner med sig, da de emigrerede til Brasilien. En af disse traditioner var at samles ofte med familien ved enhver lejlighed.

»Det var smukt at se, hvordan mine bedsteforældre bevarede deres kultur med at omfavne hinanden og støtte hinanden selv, da de ikke længere var i deres eget land,« siger ældste Soares. »De lavede deres eget lille land der i Brasilien. Og det var sådan, jeg voksede op. Det var sådan, jeg blev opdraget af mine forældre, der bragte mig den del af mine bedsteforældres kultur.«

Ældste Soares forældre tilsluttede sig Jesu Kristi Kirke i 1965, da han var 6 år. Hvis ikke hans bedsteforældre var flyttet til Brasilien, havde ældste Soares måske ikke mødt Kirken før tidligst i 1975, hvor Kirken blev oprettet i Portugal.

Ældste Soares tilskriver sine mors forældre, kristne fra en anden tro, at have fremelsket sin mors eget troende hjerte, der forberedte hende til at blive sidste dages hellig.

»Og nu er jeg her, tilbage i dette smukke land, hvor min bedstefar blev født, og jeg bærer mit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium for dette forunderlige folk,« siger han.

Ved dette meningsfulde besøg rørte Soares-parret, ledsaget af andre kirkeledere, hjertet hos mange sidste dages hellige og venner af troen ved særlige møder med unge voksne og missionærer.

»Vi blev forbundet med vores familierødder her; vores bedsteforældre på begge sider, på min side og på min hustrus side, var portugisere,« forklarer ældste Soares til gruppen af unge. I en ånd af verdensomspændende sammenhold på tværs af kulturer sagde ældste Soares smilende: »I kan nu sige, at en af Jesu Kristi apostle er portugisisk, for jeg fik mit portugisiske statsborgerskab for tre år siden. Så jeg er nu ægte portugiser.«

Ved et afsluttende møde, der blev transmitteret til menigheder i hele landet og til ø-nationen Kap Verde, sagde ældste Soares: »Hvordan er det med alle vores gøremål, med alle vores udfordringer, med alle modstanderens angreb, muligt for os at overleve, overkomme vores udfordringer og være lykkelige? Brødre og søstre, Frelserens invitation til os er at vende vores hjerte mod ham. Det er sådan, man finde lykke i dette liv. «

Ældste og søster Soares siger, at de blev rørt over den varme velkomst, de modtog, og var taknemmelige over den styrke og tro, de så blandt deres portugisiske brødre og søstre.

»[Vi] beder altid om, at evangeliet vil nå ud over hele denne jord,« siger søster Soares. »Jeg beder altid om, at det virkelig når ud til alle dele af Portugal, så alle mennesker har samme privilegie, som vi har, for at høre og mærke evangeliets skønhed. Vi har et tempel i Portugal, og det er en af de største velsignelser, vi kan få.«