Under ledelse af Det Første Præsidentskab, det øverste ledende organ i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, samarbejder Kirken med 75 organisationer i 17 lande om at hjælpe flygtninge. Ældste Patrick Kearon, Europas områdepræsident, har opfordret mormoner til at hjælpe flygtninge og reagere på deres behov med kristuslignende kærlighed. Da ældste Kearon talte ved Kirkens verdensomspændende generalkonference, fremhævede han den vanskelige situation for omkring 60 millioner flygtninge verden over, en ud af hver 122 af alle mennesker i verden, hvoraf halvdelen er børn.
Ældste Kearon sagde: »Frelseren ved, hvordan det er at være flygtning – han var selv en. Da Jesus var lille, flygtede han og hans familie til Egypten for at flygte fra Herodes‘ morderiske sværd. På forskellige tidspunkter i sin tjenestegerning blev han truet, og hans liv var i fare, og i sidste ende underkastede han sig onde menneskers planer, som havde konspireret om hans død. Måske er det derfor endnu mere enestående for os, at han gentagne gange lærte os at elske hinanden, at elske, som han elsker, at elske vores næste som os selv.
Særligt i Europa har jeg set mange medlemmer af Kirken, der har oplevet en glædestrålende opvågning og en berigelse af deres sjæl, når de har handlet på det dybe instinktive ønske om at række ud og tjene dem omkring dem, der har så hårdt brug for det.« Og så tilføjede han: »Vi må stå fast mod intolerance og tale for respekt og forståelse mellem kulturer og traditioner.«
Ældste Kearon afsluttede ved at sige: »Det at være flygtning kan være et afgørende øjeblik for dem, der er flygtninge, men at være flygtning afgør ikke, hvem de er. Som tusindvis før dem vil det være en periode – vi håber en kort periode – i deres liv … Dette øjeblik afgør ikke, hvem de er, men vores reaktion vil være med til at afgøre, hvem vi er.«