Tilbageblik på generalkonferencer i de gode gamle dage

Der er sket enorme teknologiske fremskridt de sidste hundrede år, og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges medlemmer og venner over hele verden har nydt godt af, at generalkonferencer er blevet lettere tilgængelige. I Europa har der ikke altid været så let adgang til transmissionerne.

Norbert Meissner fra Tyskland husker generalkonferencer, hvor transmissionen blev modtaget via en telefonlinje til kirkebygningen. Hans forældre medbragte ham og hans to brødre til stavscentret i Nürnberg, hvor de blev hele dagen. Han var 10 år gammel, og det var »den kedeligste tid« for ham.

»Kvaliteten af transmissionen var meget dårlig,« fortæller Meissner. »Lyden var som et telefonopkald, men det var ikke digitalt. Det var analogt med alle de forstyrrende lyde.«

Daryl Watson fra Skotland husker generalkonferencer sidst i 1960’erne, hvor generalkonferencen blev transmitteret via en telefonlinje til kirkebygningen.

»Min familie måtte rejse til kirken i Edinburgh omkring 50 km væk for at lytte til konferencen,« fortæller Watson.

En telefontekniker opsatte en særlig telefonlinje nogle dage før konferencen og tog den så ned igen efter konferencen. Watsons mor kæmpede med denne metode, især fordi hun også havde små børn.

»Ofte røg forbindelsen, og så hørte man ikke noget i et stykke tid,« siger Watson.

Med tiden blev telefonlinjer erstattet af radiotransmission, samtidig med at billeder af den generalautoritet, der talte, blev vist med en overheadprojektor. Sidst i 1970’erne ophørte dette, og stavene modtog videobånd af konferencen nogle uger efter møderne. Særlige møder blev afholdt, hvor medlemmerne kunne deltage.

Dinis Adriano fra Portugal husker at have set generalkonferencen på videobånd, da han var teenager.

»Det var Bruce R. McConkies farveltale,« fortæller Dinis. »Det var ved en lørdagsaktivitet, og jeg var helt betaget af den. Jeg husker, at jeg lyttede til, at ældste McConkie holdt denne magtfulde tale. Jeg forstod ikke helt alt, men jeg mærkede Ånden på en måde, som jeg aldrig før havde gjort.«

Dinis’ bror Paulo husker, at han læste Liahona efter generalkonferencen.

»Der var en stor forsinkelse i processen med at oversætte til portugisisk,« siger Paulo. »Jeg kan huske, at jeg skyndte mig at åbne midtersiderne for at se, om der var nogle større ændringer i kvorummerne.«

Da satellittransmissionerne begyndte, ændredes oplevelsen for Paulo på »en særlig måde«.

»Det var en helt fantastisk oplevelse at se præsident Ezra Taft Benson og alle generalautoriteterne direkte,« fortæller Paulo. Han kan også mindes videobåndene. »Når vi ser tilbage nu, lyder det helt mærkeligt, at vi måtte vente to eller tre måneder på at vide, hvad der blev fortalt til generalkonferencen.«

Hanno Luschin fra Tyskland erindrer også satellittransmissionerne. Han bragte sin familie til stavscentret for at se det hver 6. måned, og de gik aldrig glip af en eneste. Da teknologien blev mere avanceret i midten af 1990’erne – hvor familien nu boede i England – kunne de justere den lille satellitmodtager på deres tag til at modtage signalet fra generalkonferencen.

»Det var altid lidt af et eventyr at lade en af mine større drenge stå på en stige og forsigtigt dreje på modtageren på husets tag, mens jeg tjekkede signalstyrken på tv’et for at få et klart billede og en god lyd,« fortæller Luschin.

Da internettet gjorde generalkonferencen endnu lettere tilgængelig, begyndte Luschin at se generalkonferencen direkte i sit hjem. Da han med familien flyttede rundt omkring i Europa, kom transmissionerne senere og senere, og bror Luschin så dem indtil langt ud på natten, da de nogle gange sluttede kl. 5.

»Hvert eneste minut var det værd,« siger bror Luschin. Han tænker ofte tilbage på tidligere, hvor det tog måneder at formidle et budskab til forskellige dele af verden.

»Hvor er vi velsignede ved at have adgang til de levende profeters ord til at vejlede os i disse sidste dage.«