Racerelationer

Det er nu over 30 år siden, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige begyndte at ordinere mandlige medlemmer med afrikansk baggrund til præstedømmet.

Det var et afgørende øjeblik i Kirkens historie, ikke blot for medlemmer i USA, men for hele Kirken verden over.

Den begejstring, hvormed denne ændring i praksis blev modtaget af Kirkens medlemmer overalt, blev dengang bemærket vidt og bredt. Ken Woodward, der skrev om religion i Newsweek, skrev i nummeret den 19. juni 1978:

Åbenbaringen kom helt bag på folk på gaden i Salt Lake City. En mand, som lyttede til en kirkeejet radiostation på sin transistorradio, råbte begejstret til ansatte ved Kirkens hovedsæde: »De har lige bekendtgjort, at sorte kan få præstedømmet!« James Dawson, et af de to sorte medlemmer af det berømte Tabernakelkor, fortalte sine medhellige: »Min tro er blevet styrket. Jeg er meget lykkelig.«

Andre steder ringede begejstrede hvide og sorte medlemmer af Kirken til hinanden, dyttede på bilhornet i gaderne og samledes i grupper for at drøfte bekendtgørelsen, der kom så pludseligt efter en betydningsfuld, åndelig oplevelse for den daværende præsident for Kirken Spencer W. Kimball og hans medapostle i Kirken.

Ken Woodward fra Newsweek fortsatte med at forudse, at det næste skridt sikkert ville blive oprettelsen af sorte menigheder under ledelse af sorte ældster.

Woodwards forudsigelse er ret afslørende. Selv i 1978, 10 år efter borgerrettighedsbevægelsen ændrede det amerikanske samfund, var medlemmer i mange kirker i hele landet reelt stadig raceopdelt. De fleste sorte gik stadig i kirke sammen med sorte, og de fleste hvide med hvide. Meget få sorte præster prædikede til hvide menigheder, og andre former for diskrimination eksisterede stadig mange år senere.

Men faktisk skete der ikke noget i den retning i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Der har aldrig været tradition for raceadskilte menigheder. Hvor mormoner fra forskellige racer eller etniske baggrunde har boet sammen, så har de gennem hele Kirkens historie også gået i kirke sammen. Sorte var længe før 1978 blevet døbt som medlemmer, forkyndte fra talerstolen og bad bønner i stort set hvide menigheder – ingen af disse handlinger krævede, at medlemmet var ordineret til præstedømmet.

Efter bekendtgørelsen af ændringen i juni 1978 begyndte Kirken straks at ordinere aktive sorte, mandlige medlemmer til embeder i præstedømmet, uanset hvor i verden de gik i kirke. Det første tempel i Afrika blev bygget i Sydafrika i 1981, og yderligere to – i Ghana og i Nigeria – er blevet indviet senere.

I 2007 omtalte en overskrift i Washington Post »den globale mormonismes nye ansigt«. En artikel i New York Times bemærkede i 2005, at en ny kirkebygning i byen var »en af de racemæssigt mest integrerede menigheder i Harlem med omtrent lige mange hvide og sorte.«

Blandt den generelt positive omtale i medierne har der været nogle få undtagelser, især i en valgkamps ophidsede atmosfære.

Ahmad Corbitt, som er afroamerikaner og præsident for en stav (ca. 8-10 menigheder) i New Jersey, har udtalt, at de sjældne beskyldninger om racisme, der bliver rettet mod Kirken, bør »ses, som det de er«.

»Jeg mener, at alle forstår, at folk siger noget af politiske grunde, som slet ikke passer med kendsgerningerne,« udtalte Corbitt.

Corbitt leder en af de mest sammensatte stave i Kirken. Selv om medlemmerne for det meste er hvide, så er der i hver af de tolv menigheder personer med forskellig etnisk baggrund. Tre af menighederne er spansktalende, og Corbitts eget præsidentskab på tre personer består af en hvid rådgiver og en tongansk rådgiver.

»Enhver, der siger, at Kirken er racistisk, taler ikke af egen erfaring og har ingen idé om den racemæssige harmoni, som vi oplever i Kirken,« siger Corbitt. »Måske har nogle farvede medlemmer her og der haft en negativ oplevelse i vores kirke med 13½ million medlemmer. Men til talrige møder med Kirkens medlemmer og ledere på alle niveauer har jeg i årenes løb aldrig oplevet noget, der blot kan minde om racisme.«

Tony Parker, en anden afro-amerikansk stavspræsident, fører tilsyn med ni menigheder i Atlanta-området, herunder en, der ledes af en sort biskop. Parker har været medlem af mormonkirken i 25 år.

»Jeg er en bedre person nu, end jeg var dengang,« fortæller Parker. »Jeg kan bedre lide mig selv. Det har været år med personlig udvikling og berigelse.«

Parker siger, at han har et enkelt svar til kritikere uden for Kirken. »Enhver, der tror, at Kirken er racistisk, kan blot komme og selv se. De kan sidde i vores kirke og selv betragte os, eller tale med medlemmerne.«

På spørgsmålet om han nogensinde har oplevet en fordømmende kommentar fra en anden sidste dages hellig, siger Parker: »Mine erfaringer har næsten udelukkende været positive. Ja, der har da været bump på vejen undervejs, men intet har ødelagt min personlige overbevisning.«