Tænk på en helt almindelig kartoffel. Måske den mest populære grøntsag af alle, som også har spillet en unik rolle for livet blandt medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Europa. To historier til at illustrere dette.
Kartofler er en helt basal fødevare i Hviderusland. I 1990’erne var kartoffelhøsten ringe, man høstede kun 50 sække nye kartofler, når man havde plantet 22 sække læggekartofler. Bønderne kæmpede, men det skulle snart ændre sig.
Idaho i det nordvestlige USA er kendt for sine kartofler. I den lille by Ashton havde John Hess’ familie dyrket kartofler i årtier. Da John og hans hustru, Shirley, gik på pension, meldte de sig som frivillige i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1999 og 2000.
De blev sendt til Hviderusland, hvor de kom til at bruge deres kartoffelavlerevner på at hjælpe folket der med lige den afgrøde. Med brug af planter og metoder, de kendte, og med megen bøn, kunne de høste 550 sække kartofler per hektar. Denne elleve gange større høst i forhold til foregående år vakte manges opmærksomhed og førte til samarbejde med forskellige NGO’er.
Download PhotoKartoffelhøsten i Holland i 1947
Dette minder om et andet »kartoffelmirakel« omkring 50 år tidligere.
Livet var svært for det hollandske folk i tiden efter Anden Verdenskrig. Deres land var blevet voldsomt hærget af de tyske tropper. Hjem, kirker, gårde, diger og skove var blevet ødelagt.
Holland havde været besat af de nazistiske styrker i fem bitre år. Mange hollændere blev fængslet eller henrettet; andre samarbejdede med nazisterne for at beskytte deres familie og venner. Mistanke og mistillid var fremherskende, også i menighederne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Præsident Cornelius Zappey ankom i februar 1946 for at hjælpe de 3.200 medlemmer med at genopbygge deres hjem og deres kirke. Nødhjælp gav folk tøj på kroppen og mad i maven, men hvad kunne kurere bitterheden mod tyskerne og mistilliden til naboerne?
Præsident Zappey fastede og bad. Han talte om vigtigheden af kærlighed og tilgivelse. Medlemmerne blev opfordret til at sørge for velfærd og ikke blot modtage den.
»Kartoffelprojekter« blev sat i værk. Menighederne lavede plantedage, hvor de sang, holdt taler og bad og sluttede af med fælles at sætte nogle læggekartofler, som de havde fået af myndighederne. Kartoflerne blev plantet på alle ledige jordlodder, på jordstykker mellem vejbaner, i haver og blomsterbede. Medlemmerne arbejdede sammen om at plante, vande og passe - og kartoflerne og fællesskabet blomstrede.
Kirkens medlemmer havde store forventninger til en god høst, der kunne deles med dem, der led nød. Så hørte præsident Zappey om den truende sult og elendighed i Tyskland, til trods for nødhjælpen, der var blevet sendt.
Præsident Zappey talte til de hollandske medlemmer og anerkendte den ødelæggelse og forfølgelse, de havde været udsat for, og de voldsomme følelser, der stadig herskede. Han mindede dem om, at det var »regimet«, der havde forårsaget ødelæggelsen og ikke folket. Tyskerne sultede. Kunne hollænderne sende hele deres kartoffelhøst til de andre medlemmer af Kirken i Tyskland?
Hollænderne så udover fordomme og fjendtlighed og gav hele deres kartoffelhøst på 70 tons til Kirkens medlemmer i Tyskland. »Kartoffelprojektet« fik en ny ånd af kærlighed og fællesskab til at vokse frem, og hjerter blev blødgjort i begge lande.
https://history.churchofjesuschrist.org/article/dutch-potatoes-video?lang=eng