Bibelen og Mormons Bog lærer, at ægteskabet mellem en mand og en kvinde er Guds standard, med undtagelse af bestemte perioder, hvor han har deklareret noget andet^[1].

I henhold til en åbenbaring til Joseph Smith, blev praksissen flerkoneri – ægteskab mellem en mand og to eller flere kvinder – institueret blandt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges medlemmer i de tidlige 1840ere. Derefter blev flerkoneri praktiseret i mere end et halvt århundrede af nogle sidste dages hellige. Kun Kirkens præsident holdt nøglerne, der kunne autorisere nye plurale ægteskaber^[2]. I 1890 inspirerede Herren Kirkens præsident Wilford Woodruff til at offentliggøre en udtalelse, der førte til enden på flerkoneri i Kirken. I denne udtalelse, kendt som Manifestet, deklarerede præsident Woodruff sin hensigt om at holde USA's love, som forbød flerkoneri, og at bruge sin indflydelse til at overbevise Kirkens medlemmer om at gøre det samme^[3].

Efter Manifestet blev monogami fremmet i Kirken både fra talestolen og gennem presses. Som en undtagelse blev nogle nye plurale ægteskaber udført mellem 1890 og 1904, især i Mexico og Canada, uden for USA's juridiske område. Et mindre antal plurale ægteskaber inden for USA's grænser i løbet af de år^[4]. I 1904 forbød Kirken strengt nye plurale ægteskaber^[5]. I dag kan en person, som praktiserer flerkoneri, hverken blive eller fortsat være et medlem af Kirken.

Dette essay fokuserer primært på flerkoneri som praktiseret af de sidste dages hellige mellem 1847 og 1890 efter deres udvandring til det vestlige USA og før Manifestet.

Sidste dages hellige forstår ikke alle Guds formål med at instituere praksissen flerkoneri i løbet af det 19. århundrede igennem sine profeter. Mormons Bog identificerer én årsag bag, når Gud befaler det: At øge antallet af børn, som bliver født ind i den evangeliske pagt for at »skaffe [Herren] efterkommere« (Jakob 2:30). Flerkoneriet resulterede i fødslen af store antal børn inden for sidste dages hellige hjem^[6]. Praksissen formede også det mormonske samfund i det 19. århundrede på andre måder: Ægteskabet blev tilgængeligt for stort set alle, som ønskede de; uligheden i velstand per husstand blev reduceret, da kvinder i en økonomisk ugunstig situation blev gift ind i mere finansielt stabile husholdninger^[7]; og antallet af etnisk blandede ægteskaber øgedes, hvilket bidrog til at forene en uensartet befolkning bestående af immigranter^[8]. Flerkoneriet bidrog også til at skabe og styrke en fornemmelse af sammenhæng og gruppeidentifikation blandt sidste dages hellige. Kirkens medlemmer kom til at se dem selv som et Guds »ejendomsfolk^[9],« bundet ved pagt til at udføre Guds befalinger på trods af modstand udefra, villige til at udholde udstødelse for deres principper^[10].

For disse sidste dages hellige var flerkoneri et religiøst princip, der krævede personlige ofre. Beretninger fra mænd og kvinder, som praktiserede plurale ægteskaber, bevidner de udfordringer og vanskeligheder, de oplevede, som finansielle udfordringer, interpersonelle stridigheder, og nogle hustruers længsel efter deres mænds vedholdende selskab^[11]. Men nogle beretninger fortæller også om den kærlighed og glæde, som mange fandt inden for deres familier. De troede, at det var en befaling fra Gud på det tidspunkt, og at lydighed ville give store velsignelser til dem og deres efterkommere, både på jord og hinsides. Selv om, at der var megen kærlighed, ømhed og hengivenhed inden for mange ægteskaber, var praksissen generelt baseret mere på religiøse overbevisninger end på romantisk kærlighed^[12]. Kirkens ledere underviste, at deltagere i plurale ægteskaber skulle søge at udvikle en gavmild og uselvisk ånd og Kristi rene kærlighed for alle, som var involveret.

I løbet af de år, da flerkoneri blev undervist offentligt, var det forventet af alle sidste dages hellige at acceptere princippet som en åbenbaring fra Gud^[13]. Det var dog ikke alle, som forventedes at efterleve det. Dette system kunne faktisk ikke være blevet universelt på grund af antallet af mænd i forhold til kvinder^[14]. Kirkens ledere så flerkoneri som en generel befaling til Kirken, men anerkendte samtidig, at individer, som ikke fulgte praksissen, stadig kunne betragtes som værende accepterede af Gud^[15]. Kvinder var frie til at vælge deres ægtefæller, om de ville have et pluralt (polygamt) eller monogamt ægteskab, eller om de overhovedet ville gifte sig^[16]. Nogle mænd indtrådte i plurale ægteskaber, fordi de blev bedt om at gøre det af kirkeledere, mens andre selv tog initiativet til processen. Det var et krav for alle at modtage godkendelse fra Kirkens ledere, før de indtrådte i plurale ægteskaber^[17].

Tidens gang formede opfattelsen af livet inden for plurale ægteskaber. Stort set alle dem, som praktiserede det i de tidligste år, var nødt til at overkomme deres egne fordomme mod plurale ægteskaber og tilpasse sig livet i polygame familier. Opgaven at være pioner i et semiudtørret lang i løbet af de midterste årtier i det 19. århundrede udfordrede de familier yderligere, som var ved at lære at praktisere princippet om flerkoneri. Det gjorde en forskel hvor familien boede – om det var i Salt Lake City med byens mange sociale og kulturelle muligheder eller de landlige bagland, hvor antallet af sådanne muligheder var færre – hvordan et pluralt ægteskab blev oplevet. Derfor er det svært at foretage akkurate generaliseringer om oplevelsen i alle plurale ægteskaber.

Alligevel kan der skelnes nogle mønstre, og de korrigerer nogle myter. Selv om, at nogle ledere havde store polygame familier, havde to tredjedele af alle mænd med flere koner kun to ad gangen^[18]. Kirkens ledere anerkendte, at plurale ægteskab kunne være særligt svære for kvinder. Derfor var skilsmisser tilgængelige for kvinder, som var ulykkeligt gifte. Det var også nemt at blive gift igen^[19]. Kvinder giftede sig typisk i en forholdsvis ung alder i det første årti efter, at Utah blev koloniseret (16 eller 17 år, i sjældne tilfælde yngre), hvilket var typisk for kvinder, som boede i områder tæt på den vestlige kolonisationsgrænse i datidens USA^[20]. I takt med, at samfundene der modnedes, begyndte kvinder at gifte sig senere. Næsten alle kvinder blev gift, og det gjorde en stor procentdel af mændene også. Faktisk ser det ud til, at en større procentdel af mænd i Utah blev gifte end i andre områder i USA på det tidspunkt. Sandsynligvis halvdelen af dem, der levede i Utah-territoriet i 1857, oplevede på et eller andet tidspunkt i deres liv at leve i en familie med flerkoneri som enten mænd, hustruer eller børn^[21]. I år 1870 boede 25-30 % af befolkningen i polygame husholdninger, og det ser ud til, at udviklingen fortsatte med at aftage over de næste 20 år^[22].

Oplevelsen i plurale ægteskaber hen mod slutningen på det 19. århundrede var markant anderledes end den havde været i tidligere årtier. Begyndende i 1862 indførte USA's regering love mod flerkoneri som praksis. Modstandere udefra gennemførte en kampagne mod praksissen og udtrykte, at de håbede på at beskytte mormonske kvinder og den amerikanske civilisation. Mange sidste dages hellige kvinder forsvarede offentligt flerkoneri som praksis, idet de offentlige udtalelser argumenterede for, at de selv var villige deltagere^[23].

Da USA's Højesteret konkluderede i 1879, at anti-polygami-lovene stemte overens med landets grundlov, begyndte føderale embedsmænd at sagsøge polygame mænd og hustruer i løbet af 1880erne^[24]. Idet de mente, at disse love var uretfærdige, påbegyndte sidste dages hellige civil ulydighed ved at fortsætte med at praktisere flerkoneri og ved at forsøge at undgå arrest. Når de blev dømt betalte de sine bøder og overgav sig til at afsone den påkrævede fængselstid. For at hjælpe deres mænd med at undgå at blive retsforfulgt levede hustruerne ofte i forskellige husholdninger eller gik under jorden under andre navne, især når de var gravide eller lige efter at have født^[25].

Da præsident Woodruffs Manifest i 1890 løftede befalingen om at praktisere flerkoneri havde det mormonske samfund udviklet en stærk og loyal kerne af medlemmer, som for det meste bestod af immigranter fra Europa og det østlige USA. Men Kirkens demografiske sammensætning på verdensplan var begyndt at ændre sig. Fra 1890 blev konvertitter uden for USA bedt om at opbygge Kirken i deres hjemlande i stedet for at flytte til Utah. I de følgende årtier migrerede sidste dages hellige væk fra Great Basin-området for at søge nye muligheder. Flerkoneri var aldrig blevet opfordret uden for de steder, hvor der var befolkninger med store koncentrationer af sidste dages hellige. Især i disse nyligt formede menigheder uden for Utah blev monogame familier centrale for den religiøse tilbedelse og læring. I takt med at Kirken voksede og udbredtes hinsides det vestlige USA, var den monogame kernefamilie ideel for et medlemskab, som i stigende grad var mobilt og adspredt.

For mange, som udøvede det, var flerkoneri et betydeligt offer. På trods af de vanskeligheder, som nogle oplevede, fortsætter trofastheden af dem, som praktiserede flerkoneri dengang, med at være til gavn for Kirken på utallige måder. Igennem disse hellige i det 19. århundredes afstamning er der kommet mange sidste dages hellige som har været trofaste over for deres evangeliske pagter som retskafne mødre og fædre, loyale Jesu Kristi disciple, og hengivne medlemmer af Kirken, ledere og missionærer. Selv om, at medlemmer af den nutidige Kirke forbydes at praktisere flerkoneri, ærer og respekterer moderne sidste dages hellige disse pionerer, som gav så meget for deres tro, familier og samfund.

Ressourcer

[1] Jakob 2: 27, 30. For eksempler på flerkoneri i Bibelen se: 1. Mosebog 16: 3, 25: 1, 29: 21-30, 30: 3-4, 9.  Se også L&P 132: 34-35.

[2] L&P 132: 7. Kirkens præsident indsatte periodisk andre til at udføre plurale ægteskaber.

[3] Se Officiel erklæring – 1.

[4] Kathryn M. Daynes, More Wives than One: Transformation of the Mormon Marriage System, 1840–1910 (Urbana: University of Illinois Press, 2001), 208–9; Thomas G. Alexander, Mormonism in Transition: A History of the Latter-day Saints, 1890–1930 (Urbana: University of Illinois Press, 1986), 60–73; Encyclopedia of Mormonism, 5 vols. (1992), “Manifesto of 1890,” 2: 852–53.

[5] “Official Statement,” 6. April 1904, I James R. Clark, red., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind (1965–1975), 4: 84–85.

[6] Undersøgelser har vist at monogame kvinder fik flere børn per hustru end plurale hustruer, bortset fra den første. Fertilitet på samfundsniveau blev dog alligevel forbedret på grund af, hvor udbredt det var for kvinder at gifte sig og de mange muligheder, som tidligere gifte kvinder i en alder, hvor de var i stand til at få børn, havde. L. L. Bean og G. P. Mineau, “The Polygyny–Fertility Hypothesis: A Re-evaluation,” Population Studies 40 (1986): 67–81; Miriam Koktvedgaard Zeitzen, Polygamy: A Cross Cultural Analysis (Oxford og New York: Berg, 2008), 62–63.

[7] Daynes, Transformation of the Mormon Marriage System, 130–33.

[8] Kathryn M. Daynes, “Forging Mormon Society: Polygamy and Assimilation,” (Præsentation hos Western Historical Association, Fort Worth, TX, 10. oktober 2003).

[9] 1. Petersbrev 2: 9.

[10] Se Jakob 1: 8 og Apostlenes Gerninger 5: 41. Undersøgelser af mormonernes image i det 19. århundrede i USA har vist, at mormonerne oftest blev sat i relation til flerkoneri. Jan Shipps, Sojourner in the Promised Land: Forty Years among the Mormons (Urbana: University of Illinois Press, 2000), 51–97.

[11] For mere om disse vanskeligheder, se Jessie L. Embry, Mormon Polygamous Families: Life in the Principle (Salt Lake City: Greg Kofford Books, 2008).

[12] For bare ét eksempel på de følelser, der fandtes mellem mand og hustruer, se Terryl L. Givens og Matthew J. Grow, Parley P. Pratt: The Apostle Paul of Mormonism (New York: Oxford University Press, 2011), 305, 329–30.

[13] Flerkoneri blev først introduceret privat til en lille gruppe af medlemmer af kirken, hvilken blev større med tiden. Kirkens ledere bekendtgjorde praksissen offentligt i 1952.

[14] Nylige beregninger, som bruger en vækstrate på 3 % og et gennemsnitligt interval på 5 år mellem mænd og hustruer ved deres første ægteskab (realistiske estimater for den mormonske befolkning i det 19. århundrede) indikerer, at den øvre grænse for bæredygtigt flerkoneri i et stabilt samfund er 16 % af alle mænd og 28 % af alle hustruer. Davis Bitton and Val Lambson, “Demographic Limits of Nineteenth-Century Mormon Polygyny” BYU Studies Quarterly 51, nr. 4 (2012): 11–15.

[15] Se for eksempel George Q. Cannons kommentarer i Journal of Discourses, 22: 124-25, 23: 278.

[16] Se for eksempel Emmeline B. Wells, Ellen B. Ferguson, Emily S. Richards og Joseph M. West, Letter to the Honorable Committee of the Senate on Education and Labor, 12. Maj 1886, citeret i Daynes, Transformation of the Mormon Marriage System, 61. De vidnede: »Ingen mormonsk kvinde, gammel eller ung, tvinges til at gifte sig overhovedet, endnu mindre så at indgå i flerkoneri.« Derudover udtalte Brigham Young: »Når jeres døtre er vokset op og ønsker at gifte sig, så lad dem selv vælge en mand. … Tag denne eller hin mand, hvis I vil have dem, piger, … I skal have jeres egen handlefrihed i spørgsmålet, ligesom jeg vil have min.« Prædiken af Brigham Young, 16. april 1854, Brigham Young Office Files, Church History Library, Salt Lake City.

[17] Se for eksempel Lowell C. Bennion, “Mapping the Extent of Plural Marriage in St. George, 1861–1880,” BYU Studies Quarterly 51, nr. 4 (2012): 34–49; og Embry, Mormon Polygamous Families, 75–81.

[18] Disse tal er baseret på to forskellige undersøgelser, som bruger forskellige kilder. Stanley S. Ivins, “Notes on Mormon Polygamy,” Western Humanities Review 10, nr. 3 (Summer 1956): 233; og Daynes, Transformation of the Mormon Marriage System, 130. Brigham Youngs store familie var med sikkerhed atypisk. Se Dean C. Jessee, “‘A Man of God and a Good Kind Father’: Brigham Young at Home,” BYU Studies 40, nr. 2 (2001): 23–53.

[19] Brigham Young til William H. Dame, 8. Aug. 1867, Brigham Young Letterbook, bind 10, s. 340, Brigham Young Office Files, Church History Library, Salt Lake City; Daynes, Transformation of the Mormon Marriage System, 141–70. Kvinder i Utah-territoriet kunne generelt få en skilsmisse nemmere end de fleste andre steder i datidens USA. En af Brigham Youngs assistenter forklarede: »Som regel afviser præsidenten [Brigham Young] aldrig et [skilsmisse-]brev ved ansøgning fra en hustru, og ALDRIG når hun INSISTERER på det.« Citeret i Embry, Mormon Polygamous Families, 253.

[20] Daynes, Transformation of the Mormon Marriage System, 107; Cynthia Culver Prescott, “‘Why Didn’t She Marry Him’: Love, Power and Marital Choice on the Far Western Frontier,” Western Historical Quarterly 38, no. 1 (Spring 2007): 25–45; Paul Bourke and Donald DeBats, Washington County, [Oregon,] Politics and Community in Antebellum America (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1995), 121.

[21] Lowell C. Bennion o.a., Polygamy in Lorenzo Snow’s Brigham City: An Architectural Tour (Salt Lake City: Western Regional Architecture Program, University of Utah, 2005), 26; Marie Cornwall, Camela Courtright, and Laga Van Beek, “How Common the Principle? Women as Plural Wives in 1860,” Dialogue: A Journal of Mormon Thought 26 (Summer 1993): 149; Daynes, More Wives Than One, 101.

[22] Lowell C. Bennion, “Plural Marriage, 1841–1904,” i Brandon S. Plewe, ed., Mapping Mormonism: An Atlas of Latter-day Saint History (Provo, UT: Brigham Young University Press, 2013), 122–25; Lowell C. Bennion, “The Incidence of Mormon Polygamy in 1880: ‘Dixie’ versus Davis Stake,” Journal of Mormon History 11 (1984): 17, 31.

[23] Proceedings in Mass Meeting of the Ladies of Salt Lake City, to Protest against the Passage of Cullom’s Bill, January 14, 1870 (Salt Lake City: 1870); Lola Van Wagenen, “In Their Own Behalf: The Politicization of Mormon Women and the 1870 Franchise,” in Carol Cornwall Madsen, ed., Battle for the Ballot: Essays on Woman Suffrage in Utah, 1870–1896 (Logan, UT: Utah State University Press, 1997), 60–73.

[24] Sarah Barringer Gordon, The Mormon Question: Polygamy and Constitutional Conflict in Nineteenth-Century America (Chapel Hill: University of North Carolina Press, 2002).

[25] Ronald W. Walker, “A Mormon ‘Widow’ in Colorado: The Exile of Emily Wells Grant,” in Qualities That Count: Heber J. Grant as Businessman, Missionary, and Apostle (Provo, UT: Brigham Young University Press, 2004), 175–93; Kimberly Jensen James, “‘Between Two Fires’: Women on the ‘Underground’ of Mormon Polygamy,” Journal of Mormon History 8 (1981): 49–61.

Kirken anerkender bidragene fra forskere til den historiske sammenhæng, der præsenteres i denne artikel; deres værker er bragt med tilladelse.