I teologi og praksis tager Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ivrigt imod den universelle menneskefamilie. Sidste dages hellige skrifter og lærdomme hævder, at Gud elsker alle sine børn og stiller frelse til rådighed for alle. Gud skabte de mange forskellige racer og etniske tilhørsforhold, og værdsætter dem alle lige meget. Som Mormons Bog siger det: »alle er lige for Gud^[1].«

Kirkens struktur og organisation fremmer etnisk integration. Sidste dages hellige deltager i gudstjenester i henhold til deres lokale menigheds geografiske grænser. Per definition betyder dette, at den etniske, økonomiske og demografiske sammensætning i mormonske menigheder generelt afspejler lokalsamfundets sammensætning af samme^[2]. Kirkens lægmandsledelse har også tendens for at gøre integration lettere: En sort biskop kan præsidere over en menighed, som mest består af hvide. En spansktalende kvinde kan danne par med en asiatisk kvinde for at besøge en række etnisk forskellige medlemmer i deres hjem. Kirkemedlemmer af forskellige racer og etniske tilhørsforhold tjener regelmæssigt i hinandens hjem og tjener side om side med hinanden som lærere, ungdomsledere og i utallige andre opgaver i deres lokale menigheder. Sådanne praksisser gør Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til en tro, som er grundigt integreret.

På trods af denne moderne virkelighed ordinerede Kirken i løbet af megen af dens historie – fra midten af 1800-tallet indtil 1978 – ikke sorte mænd af afrikansk herkomst til dens præstedømme og tillod heller ikke sorte mænd eller kvinder at deltage i begavelser eller beseglinger i templet.

Kirken blev etableret i 1830 i en periode præget af store opdelinger af racer i USA. På det tidspunkt levede mange mennesker af afrikansk herkomst som slaver, og skelnen mellem racer og racemæssige fordomme var ikke bare almindeligt men sædvane for hvide amerikanere. Selv om, at disse virkeligheder er uvante og foruroligende i dag, påvirkede de dengang alle aspekter af menneskers liv, inklusive deres religion. For eksempel var mange kristne kirker i denne perioder adskilt på basis af race. Fra Kirkens begyndelse kunne personer af enhver race og etnicitet blive døbt og optaget som medlemmer. Mod sit livs slutning var Kirkens grundlægger, Joseph Smith, åben modstander af slaveriet. Kirken har aldrig haft en kirkeomspændende politik om raceadskilte menigheder^[3].

I løbet af Kirkens første to årtier blev nogle få sorte mænd ordineret til præstedømmet. En af disse mænd, Elijah Abel, deltog også i tempelceremonier i Kirtland, Ohio, og blev senere døbt på vegne af afdøde forfædre i Nauvoo, Illinois. Der findes ingen pålidelige beviser for, at nogen sorte mænd blev nægtet præstedømmet i løbet af Joseph Smiths livstid. Under et privat kirkeråd tre år efter Joseph Smiths død priste Brigham Young Q. Walker Lewis, en sort mand som var blevet ordineret til præstedømmet, idet han sagde: »Vi har en af de bedste ældster, en afrikaner^[4].«

I år 1852 bekendtgjorde præsident Brigham Young offentligt, at sorte mænd af afrikansk herkomst ikke længere kunne ordineres til præstedømmes, selv om, at sorte derefter fortsat tilsluttede sig Kirken gennem dåb og modtagelse af Helligåndens gave. Efter Brigham Youngs død adgangsbegrænsede Kirkens efterfølgende præsidenter sorte fra at modtage tempelbegavelsen eller at blive gift i templet. Med tiden fremførte kirkeledere og medlemmer mange teorier for at forklare restriktionerne på præstedømmet og templet. Ingen af disse forklaringer accepteres i dag som Kirkens officielle lærdomme.

Kirken i en amerikansk racekultur

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev genoprettet midt i en meget kontroversiel racekultur hvori hvide mennesker blev givet store privilegier. I 1790 begrænsede USA's Kongres borgerskabet til »frie, hvide person[er]^[5].« I løbet af det næste halve århundrede delte spørgsmål vedrørende race landet – mens slavehandelen var lovlig i de mere landlige Sydstater, blev den bandlyst i de mere urbane Nordstater. Selv da var diskrimination på baggrund af race udbredt i både Nord- og Sydstaterne, og mange delstater implementerede love, som bandlyste blandede ægteskaber^[6]. I 1857 deklarerede USA's Højesteret, at sorte ikke besad nogen rettigheder, »som den hvide mand var bundet til at respektere^[7].« En generation efter, at Borgerkrigen (1861-1865) havde ført til slaveriets afskaffelse i USA, afsagde USA's Højesteret en kendelse om, at »separate men lige« faciliteter for sorte og hvide stemte overens med landets forfatning, en beslutning som legaliserede en lang række offentlige barrierer for sorte, indtil Retten omstødte kendelsen i 1954^[8]. Det var ikke før 1967, at Retten slog ned på love, som forbød blandede ægteskaber.

I år 1850 oprettede USA's Kongres territoriet Utah, og USA's præsident udnævnte Brigham Young til stillingen som territoriets guvernør. Folk fra Sydstaterne, som havde konverteret til Kirken og emigreret til Utah med deres slaver, rejste spørgsmålet om slaveriets lovmæssige status i territoriet. I to taler, som blev givet til Utahs territoriale lovgivere i januar og februar 1852, bekendtgjorde Brigham Young en politik, som begrænsede sorte mænd af afrikansk herkomst fra ordination til præstedømmet. På samme tid sagde præsident Young, at sorte medlemmer af Kirken en dag i fremtiden ville »have [alle] privilegierne og mere«, som andre medlemmer nød^[9].

Retfærdiggørelsen for denne restriktion gav genlyd af de udbredte idéer om racemæssig underlegenhed, der var blevet brugt til at argumentere for legaliseringen af slaveriet (»servitude«) af sorte i Utah^[10]. Ifølge et synspunkt, som var blevet udbredt i USA fra i hvert fald 1730’erne, nedstammede sorte fra samme slægt som den bibelske Kain, som slog sin bror Abel ihjel^[11]. Dem, som accepterede dette synspunkt, troede, at Guds »forbandelse« på Kain var at blive mærket med mørk hud. Slaveri af sorte blev nogle gange set som en anden forbandelse, der blev sat på Noahs sønnesøn Kanaan som konsekvens af Hams taktløshed mod sin far^[12]. (Noah, red.) Selv om, at slaveriet ikke var en betydningsfuld faktor i Utahs økonomi og snart blev afskaffet, eksisterede restriktionen på præstedømmeordinationer fortsat.

Ophævelsen af restriktionen

Selv efter 1852 havde mindst to sorte mormoner præstedømmet. Da en af disse mænd, Elijah Abel, anmodede om at modtage sin tempelbegavelse i 1879, fik han afslag. Jane Manning James, et trofast sort medlem som krydsede prærien og boede i Salt Lake City indtil sin død i 1908, anmodede ligeledes om adgang til templet. Hun fik lov til at udføre dåb for de døde på vegne af sine forfædre, men ikke at deltage i andre ordinancer^[13]. Kains forbandelse blev ofte fremsat som retfærdiggørelse for restriktionerne på præstedømmet og templet. Omkring århundredeskiftet vandt en anden forklaring udbredelse: Sorte sagdes at have været mindre end helt tapre i den førjordiske kamp mod Lucifer, og som konsekvens deraf blev de nu begrænset fra velsignelserne ved præstedømmet og templet^[14].

Omkring de sene 1940ere og 1950ere var etnisk integration ved at blive mere almindelig i amerikanernes liv. Kirkens præsident David O. McKay understregede, at restriktionen kun gjaldt sorte mænd af afrikansk herkomst. Kirken havde altid tilladt folk på Stillehavsøerne at have præstedømmet, og præsident McKay præciserede, at sorte fijianere og australske aboriginer også kunne ordineres til præstedømmet og indførte missioneringsarbejde blandt dem. I Sydafrika omstødte han en tidligere politik, som krævede, at potentielle præstedømmeholdere kunne spore deres herkomst ud af Afrika^[15].

Ikke desto mindre troede Kirkens ledere i betragtning af den lange historie, der lå bag at tilbageholde præstedømmet fra sorte mænd af afrikansk herkomst, at en åbenbaring fra Gud var nødvendig for at ændre politikken, og de gav en fortløbende indsats for at forstå, hvad der skulle gøres. Efter at have bedt Gud om vejledning havde præsident McKay ikke det indtryk, at han skulle ophæve restriktionen^[16].

Som med tiden kirkede voksede på verdensplan virkede dens overordnede mission – »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple^[17]« – virkede i stigende grad inkompatibel med restriktionerne på præstedømmet og templet. Mormons Bog kundgjorde, at evangeliets budskab om frelse skulle komme ud til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk^[18].« Selv om der ikke var nogen grænser for, hvem Herren inviterede til at »tage del i hans godhed« gennem dåb^[19], skabte restriktionerne på præstedømmet og templet betydningsfulde barrierer, en pointe, som i stigende grad blev tydelig, da Kirken udbredtes til internationale steder med diverse og blandede etniske arve.

Især Brasilien gav mange udfordringer. Modsat USA og Sydafrika, hvor juridisk og de facto-racisme førte til dybt segregerede samfund, var Brasilien stolt af sin åbne, integrerede og blandede etniske kulturarv. I 1975 bekendtgjorde Kirken, at et tempel ville blive bygget i São Paulo, Brasilien. Da bygningen af templet skred frem, stødte Kirkens ledere på trofaste mormoner, som var sorte eller af blandet afstamning, som havde bidraget økonomisk og på andre måder til, at templet i São Paulo kunne bygges, en helligdom, de vidste, de ikke ville have adgang til, når den blev færdiggjort. Deres ofre, ligesom konversionen af tusinder af nigerianere og ghanesere i 1960erne og de tidlige 1970ere, bevægede Kirkens lederne^[20].

Kirkens ledere grundede over løfter, der var blevet givet af profeter som Brigham Young om, at sorte medlemmer en dag ville modtage velsignelserne ved præstedømmet og templet. I juni 1978, efter at have »tilbragt mange timer i [Salt Lake-]templets øverste værelse med at anråbe Herren om guddommelig vejledning,« modtog Kirkens daværende præsident Spencer W. Kimball, hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum en åbenbaring. »Han har hørt vore bønner og har ved åbenbaring bekræftet, at den længe forjættede dag er kommet,« bekendtgjorde Det Første Præsidentskab den 8. juni. Det Første Præsidentskab oplyste, at de var »opmærksomme på de løfter, der [var] blevet givet af kirkens profeter og præsidenter, som [gik] forud for os«, om, at »alle de af vore brødre, som er værdige … kan modtage præstedømmet^[21]«. Åbenbaringen ophævede restriktionen på præstedømmeordination. Det Første Præsidentskabs bekendtgørelse om åbenbaringen blev kanoniseret i Lære og Pagter som Officiel deklaration – 2.

Denne »åbenbaring om præstedømmet,« som den almindeligvis kendes som i Kirken, var en skelsættende åbenbaring og en historisk begivenhed. Dem, som var til stede på tidspunktet, beskrev det med ærbødige udtryk. Kirkens tidligere præsident Gordon B. Hinckley, som gengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, mindedes begivenheden på denne måde: »Der var en hellig og gudelig atmosfære i rummet. For mig føltes det, som om en kanal åbnedes mellem den himmelske trone og Guds knælende, bedende profet, som var tilsluttet af sine brødre. … Hver mand i den cirkel vidste det samme ved Helligåndens kraft. … Ikke en af os, som var til stede under den begivenhed, var helt den samme efter det. Ej heller har Kirken været helt den samme^[22].«

Reaktionen på verdensplan var overvældende positiv blandt Kirkens medlemmer af alle racer. Mange sidste dages hellige græd af glæde, da de modtog nyheden. Nogle fortalte, at de følte en kollektiv vægt, som blev løftet fra deres skuldre. Kirken begyndte at udføre præstedømmeordinationer af mænd af afrikansk herkomst med det samme, og sorte mænd og kvinder trådte ind i templer over hele verden. Snart efter åbenbaringen talte ældste Bruce R. McConkie, en apostel, om nyt »lys og kundskab« der havde udvisket den tidligere »begrænse[de] forståelse^[23]«.

Kirken i dag

I dag lægger Kirken afstand til de teorier, som blev fremført i fortiden om, at sort hud er et tegn på guddommelig misbilligelse eller forbandelse, eller at den er udtryk for uretfærdige handler i et førjordisk liv; at raceblanding gennem ægteskab er en synd; eller at sorte eller mennesker af enhver anden race eller på nogen måde er andre underlegne. Kirkens ledere fordømmer i dag utvetydigt al racisme, fortidig og nutidig, af enhver art^[24].

Siden den dag i 1978 har Kirken set mod fremtiden, mens medlemsskabet blandt afrikanere, afroamerikanere og andre af afrikansk herkomst fortsat har vokset hurtigt. Kirkens optegnelser om individuelle medlemmer beskriver ikke et individs race eller etnicitet, men antallet af kirkemedlemmer af afrikansk herkomst er nu i hundredetusinderne.

Kirken forkynder, at forløsning gennem Jesus Kristus er tilgængelig for hele menneskefamilien på de betingelser, som Gud har foreskrevet. Den erklærer, at »Gud ikke gør forskel på nogen^[25]« og erklærer eftertrykkeligt, at enhver, som er retskaffen – uanset race – har hans gunst. Kirkens lærdomme angående Guds børn sammenfattes af et vers i Nefis anden bog: »[Herren] afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde; og han husker hedningerne; og alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde^[26].«

Ressourcer

[1] 2. Nefi 26: 33. Se også Apostlenes Gerninger 10: 34-35; 17: 26; Romerbrevet 2: 11; 10: 12; Galaterbrevet 3: 28.

[2] For at kunne inddrage kirkemedlemmer, som ikke taler det fremherskende sprog i det område, hvor de bor, bliver nogle menigheder organiseret for dem, som taler samme sprog (fx spansk, mandarin eller tongansk). I sådanne tilfælde kan medlemmer selv vælge, hvilken menighed de vil gå i.

[3] I nogle perioder var der tilfælde af raceadskilte menigheder i områder som Sydafrika og sydstaterne i USA, hvilket afspejlede de lokale skikke og love.

[4] Historian’s Office General Church Minutes, 26. marts 1847, Church History Library, Salt Lake City. Stavning og tegnsætning moderniseret.

[5] »An Act to Establish an Uniform Rule of Naturalization«, 1. Kongres, 2. Session, kapitel 3 (1790).

[6] Elise Lemire, ”Miscegenation”: Making Race in America (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2002); Peggy Pascoe, What Comes Naturally: Miscegenation Law and the Making of Race in America (New York: Oxford University Press, 2009). Utah forbød raceblanding mellem 1888 og 1963. Se Patrick Mason, »The Prohibition of Interracial Marriage in Utah, 1888-1963«, Utah Historical Quarterly 76, nr. 2 (foråret 2008), s. 108-131.

[7] Don E. Fehrenbacher, The Dred Scott Case: Its Significance in American Law and Politics (New York: Oxford University Press, 1978), s. 347.

[8] Plessy v. Ferguson, 183 U.S. 537 (1896); Brown v. Board of Education, 347 U.S. 483 (1954); Loving v. Virginia, 388 U.S. 1 (1967).

[9] Brigham Young, Speeches Before the Utah Territorial Legislature, 23. januar og 5. februar 1852, George D. Watt Papers, Church History Library, Salt Lake City, transskriberet fra Pitman-stenografi af LaJean Purcell Carruth; »To the Saints,« Deseret News, 3. april 1852, s. 42.

[10] Under møde for territoriets lovgivere, hvor Brigham Young bekendtgjorde politikken om præstedømmeordination, legaliserede territoriets lovgivere »servitude« af sorte. Brigham Young og lovgiverne så »servitude« som et mere humant alternativ til slaveri. Christopher B. Rich Jr., »The True Policy for Utah: Servitude, Slavery, and ’An Act in Relation to Service’«, Utah Historical Quarterly 80, nr. 1 (vinteren 2012), s. 54-75.

[11] David M. Goldenberg, The Curse of Ham: Race and Slavery in Early Judaism, Christianity, and Islam (Princeton: Princeton University Press, 2003), s. 178-182, 360n20; Colin Kidd, The Forging of Races: Race and Scripture in the Protestant Atlantic World, 1600-2000 (Cambridge: Cambridge University Press, 2006).

[12] Stephen R. Haynes, Noah’s Curse: The Biblical Justification of American Slavery (New York: Oxford University Press, 2002).

[13] Margaret Blair Young, »’The Lord’s Blessing Was with Us’: Jane Elizabeth Manning James, 1822-1908,« citeret i Richard E. Turley Jr. og Brittany A. Chapman, red., Women of Faith in the Latter Days, Volume Two, 1821-1845 (Salt Lake City: Deseret Book, 2012), s. 120-135.

[14] Apostel Joseph Fielding Smith skrev for eksempel i 1907, at den overbevisning var »helt almindelig« blandt mormoner, at »negerracen er blevet forbandet for at tage en neutral position i den store kamp«. Alligevel indrømmede han, at denne overbevisning »ikke er Kirkens officielle position, [og er] blot menneskers mening.« Joseph Fielding Smith til Alfred M. Nelson, 31. januar 1907, Church History Library, Salt Lake City.

[15] Edward L. Kimball, »Spencer W. Kimball and the Revelation on Priesthood,« BYU Studies 47, nr. 2 (foråret 2008), s. 18-20; Marjorie Newton, Southern Cross Saints: The Mormons in Australia (Laie, Hawaii: The Institute for Polynesian Studies, Brighamn Young University–Hawaii, 1991), s. 209-210. Selv før dette tidspunkt konkluderede præsident George Albert Smith, at restriktionen på præstedømmet ikke gjaldt sorte filippinere. Kimball, »Spencer W. Kimball and the Revelation on the Priesthood,« s. 18-19.

[16] Ibid., s. 21-22.

[17] Matthæusevangeliet 28: 19.

[18] Mosija 15: 28; 1. Nefi 19: 17.

[19] 2. Nefi 26: 23, 28.

[20] Mark L. Grover, »Mormonism in Brazil: Religion and Dependency in Latin America,« (Ph.d.-dissertation, Indiana University, 1985), s. 276-278. For en personlig beretning om begivenhederne i Brasilien, se Helvecio Martins med Mark Grover, The Autobiography of Elder Helvecio Martins (Salt Lake City: Aspen Books, 1994), s. 64-68. For konversionen af afrikanere, se E. Dale Lebaron, red., ”All Are Alike Unto God”: Fascinating Conversion Stories of African Saints (Salt Lake City: Bookcraft, 1990); Pioneers in Africa: An Inspiring Story of Those Who Paved the Way (Provo, Utah: Brigham Young University Broadcasting, 2003).

[21] Officiel erklæring – 2.

[22] Gordon B. Hinckley, »Priesthood Restoration,« Ensign, oktober 1988, s. 70, tilgængelig på ensign.lds.org. Indtrykkene fra andre, som var til stede i rummet, er blevet samlet i Kimball, »Spencer W. Kimball and the Revelation on Priesthood,« s. 54-59.

[23] Bruce R. McConkie, »All Are Alike unto God« (CES Religious Educator’s Symposium, 18. August 1978); tilgængelig på speeches.byu.edu.

[24] Gordon B. Hinckley, »The Need for Greater Kindness,« Ensign eller Liahona, maj 2006, s. 58-61.

[25] Apostlenes Gerninger 10: 34.

[26] 2. Nefi 26: 33.