Pressemeddelelse

Det Nordeuropæiske Områdepræsidentskab byder velkommen til ældste Paul H. Sinclair

EUN_Area_Presidency_Aug26Download Photo

Det Første Præsidentskab har udpeget ældste Paul H. Sinclair til at tjene som medlem af Det Nordeuropæiske Områdepræsidentskab. Ældste Sinclair slutter sig til ældste Marcos A. Aidukaitis og ældste Kevin W. Pearson, der fortsætter i sin rolle som områdepræsident. Ældste Sinclair efterfølger ældste Alan T. Phillips i præsidentskabet, som nu er udpeget til at tjene i Det Nordøstlige Område i USA.

I forbindelse med reorganiseringen, der første gang blev bekendtgjort i maj 2026, udtrykte præsident Pearson sin taknemlighed over for ældste Phillips og hans familie og talte om sin begejstring over muligheden for at tjene sammen med ældste Sinclair.

»Det Nordeuropæiske Område har været rigt velsignet af den kundskab, tro og hengivenhed, som ældste Phillips har udvist, og vi takker ham for hans hengivenhed for de vidunderlige mennesker i denne del af Herrens vingård«, sagde han. »I løbet af det sidste år har vi set Herren flytte bjerge sammen som præsidentskab og har været vidne til mirakler, der bekræfter for os, at Herren forbereder folket i disse lande på et mægtigt værk. Vi er glade for at byde ældste Sinclair og hans hustru, Mona, velkommen til denne store sag og kender den erfaring og det hjerte, de bringer til dette værk«.

Ældste Pearson tilføjede: »Nu hvor vi træder ind i et årti med templer og tempeltjeneste, forbliver vi forpligtede til at styrke den enkelte og familien, støtte lokale ledere og hjælpe alle til at komme til Kristus på en måde, der er dybt meningsfuld for alle Guds børn – én for én«.

Ældste Sinclair blev opretholdt som generalautoritet og halvfjerdser ved aprilkonferencen 2026. Hans kaldelse til Det Nordeuropæiske Områdepræsidentskab træder i kraft den 1. august 2026.

Om Det Nordeuropæiske Områdepræsidentskab

Hvert områdepræsidentskab tjener under ledelse af De Tolv Apostles Kvorum og er ansvarligt for at støtte lokale kirkeledere, styrke medlemmer og missionærer og føre tilsyn med humanitære, tempelmæssige og opsøgende bestræbelser i området.

I Det Nordeuropæiske Område strækker denne tjenestegerning sig over tretten lande: Danmark, Estland, Finland, Grønland, Island, Irland, Kap Verde, Letland, Litauen, Norge, Portugal, Storbritannien og Sverige.

Ældste Kevin W. Pearson blev opretholdt som generalautoritet og halvfjerdser i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den 5. april 2008. Han har tidligere tjent i adskillige områdepræsidentskaber rundt om i verden, deriblandt som præsident for Stillehavsområdet, Det Vestlige Område i USA og for ganske nylig som præsident for området Utah. Som tidligere fuldtidsmissionær i Helsinki-missionen i Finland har Pearson haft mange forskellige kaldelser som biskop, missionspræsident og afdelingsdirektør på Kirkens hovedkontor. Han er født i Salt Lake City i Utah den 10. april 1957, og han og hustruen, søster June Langeland, er forældre til seks børn.

Ældste Marcos A. Aidukaitis blev født i Porto Alegre i Brasilien den 30. august 1959 og har tidligere tjent som præsident for området Brasilien og som en del af præsidentskabet i Det Sydøstlige Område i USA. Ældste Aidukaitis har tjent i en række kirkekaldelser, deriblandt som fuldtidsmissionær i São Paulo missionen i Brasilien, højrådsmedlem, regional velfærdsrepræsentant, stavspræsident, missionspræsident og områdehalvfjerdser. Han og hans hustru, søster Luisa Englert, har fire børn og blev gift i 1986.

Ældste Paul H. Sinclair blev opretholdt som generalautoritetshalvfjerdser i april 2026. Da han blev kaldet, tjente han som præsident for London-missionen i England. Ældste Sinclair har tjent i en række kirkekaldelser, herunder biskop, højrådsmedlem, informationsspecialist, stavspræsident, missionspræsident og områdehalvfjerdser. Han blev født i Green Bay i Wisconsin og blev døbt som nittenårig, efter at hans hustru, Mona, der på det tidspunkt var hans kæreste fra high school, bar sit vidnesbyrd om Mormons Bog, mens hun studerede på Brigham Young University. Ældste Sinclair og hans hustru, søster Mona Marie Hill Sinclair, blev gift i templet i Chicago i Illinois i 1987 og har fem børn.

Tjeneste én for én

Når Det Nordeuropæiske Område ser frem mod det kommende år, fastholder præsidentskabet sit fokus på visionen om at indbyde mennesker til at sætte Frelseren og hellige ordinancer i centrum af deres liv og med glæde efterleve Jesu Kristi evangelium.

Med udgangspunkt i Herrens eget mønster for tjenestegerning har præsidentskabet gentagne gange understreget, at arbejdet med at indsamle ikke måles i antal alene, men i den stille, personlige indsats for at nå ud til en enkelt sjæl – en nabo, en ven, et familiemedlem – én for én.

Dette fokus fortsætter med at forme den måde, hvorpå medlemmer i områdets tretten lande opfordres til at indbyde, drage omsorg og tjene i tillid til, at hver enkelt kærlighedsgerning og enhver udstrakt hånd har evig betydning.

På længere sigt forbereder Det Nordeuropæiske Område sig på det, der er blevet beskrevet som et tempelårti, ikke blot i Det Nordeuropæiske Område, men over hele verden. Denne periode fra 2027 og fremover vil være præget af hidtil uset tempelfremgang i hele området med første spadestik, åbent hus-arrangementer og indvielser, der vil give verden mulighed for at opleve den glæde, der findes i Herrens hus.