Pressemeddelelse

Sidste dages hellige i Europa modtager velsignelser ved at velsigne andre

Flygtningehjælp i Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Moldova, Polen og Slovakiet

Flygtningekrisen har grebet de fleste europæiske borgeres om hjertet, inklusive medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mange er travlt beskæftigede med at tjene andre i lande over hele Europa. Kirkens medlemmer og venner føler dybt for de fordrevne ukraineres situation og finder aktivt måder at hjælpe på. Denne uselviske indsats bliver ofte belønnet med stærke følelser af ydmyghed, formål og tilfredsstillelse. På den måde bliver både de, der tjenes, og dem, der tjener, velsignet.

Tyskland

Tyve kvinder fra Kirkens menigheder i Frankfurt og Friedrichsdorf hjalp den 19. marts ukrainske flygtninge med at fejre 180-års fødselsdagen for Hjælpeforeningen, Kirkens verdensomspændende tjenesteorganisation for kvinder. De brugte Kirkens platform Just serve, der forbinder folk med tjenestemuligheder i lokalsamfundet, til at arrangere at male møbler på Caritas center for hjemløse og flygtninge i Frankfurt. En ukrainsk mor og hendes familie var på ferie i Den Dominikanske Republik, da konflikten begyndte. De blev efterladt uden papirer og kun med ferietøj, og de befandt sig nu på herberget i Frankfurt. Hun var dybt berørt, da hun hjalp frivillige, der var i samme situation som hende, med at male ubrugte møbler. Sammen malede de møblerne i glade farver og design, og de bruges nu til udendørs siddepladser for centrets gæster.

Moldova

I samarbejde med andre religiøse organisationer i Moldova sørger Kirken for mad til flygtninge. Organisationen Moldova Christian Aid tilbyder varme måltider ved tre grænseovergange mellem Ukraine og Moldova og har kontaktet andre religiøse grupper for at få hjælp til fordrevne flygtninge. Frivillige fra hele Moldova tilbereder varme måltider tidligt om morgenen, som derefter bringes til grænseovergangene ved middagstid.  Måltiderne består af kød, kartofler, ris og grøntsager. Frivillige sørger også for vand, frugt og brød. Familier, der krydser grænsen til fods, modtager varme måltider, der venter på dem. Selv grænsevagterne bliver involveret og hjælper med at aflevere måltider til flygtninge, mens de venter i kø for at krydse grænsen i bil.

Polen

Christina og David Foote, fuldtidsfrivillige for Kirken, rapporterer: »Folk ankommer til Kraków i Polen efter at have rejst i tre eller fire dage. De er for det meste mødre med små børn, ofte med bedsteforældre, og er trætte efter deres rejse og bærer ejendele i indkøbsposer eller tunge rygsække.« Rullekufferter har helt bestemt været en stor gave for flygtninge. En mor fortæller: »Mine børn, mine forældre og jeg havde rejst i dagevis, hver med to rygsække. Så da missionærerne tilbød mig rullekufferter, fik jeg tårer i øjnene. Jeg vidste, at jeg var i sikkerhed.«

David tilføjer: »Almindeligvis tager vi ind til togstationen med fire kufferter pr. holdmedlem, altså op til tyve ad gangen. Vi leder derefter rundt på stationen efter folk, der har brug for dem – de bliver alle uddelt på mindre end 10 minutter. Så tager vi tilbage efter flere kufferter – én dag gav vi mindst tres væk.« Christina kommenterer: »Dette arbejde er udmattende, både fysisk og følelsesmæssigt. Men når vi fortæller dem, at folk over hele verden beder for dem, kan man se, at der kommer et lys i deres øjne med fornyet håb. Vi kan se, at vi har lettet en andens byrde og måske endda været med til at besvare en bøn. Det er alt sammen umagen værd.«

Frankrig

Maryna og hendes to små børn fik en ny begyndelse i Mulhouse i Frankrig, efter de var flygtet fra volden i Ukraine. Deres historie begyndte med transportforsinkelser, tunge rygsække, venten ved grænsen og endelig et tog vestpå. I Frankrig gav medlemmer af Kirkens menighed i Mulhouse Marynas familie mad, logi, tøj og venskab. Christophe Mortier, der er kirkeleder, havde sammen med nødhjælpsforeningen APPUIS, kun brug for en uge til at sikre nye franske dokumenter. I de næste tre år giver disse dokumenter familien retten til beskyttelse af staten, lægelig og økonomisk støtte samt muligheden for at arbejde. Da børnene begyndte i skole med dygtige lærere og nye venner, kunne familien ånde lettet op og begynde at tænke på fremtiden.

Slovakiet

Slovakiske kirkemedlemmer hjælper aktivt flygtninge, der krydser grænsen i den østlige del af landet. De sørger for kortvarigt eller langvarigt husly for nyankomne, hjælp med transport og tilbyder mad og basale fornødenheder. De hjælper også flygtninge med lovkrav, med generel orientering og med ressourcer. Takket være den samlede hjælp fra det offentlige og den samfundsmæssige støtte bliver der taget sig godt af flygtningene. De slovakiske medlemmer af Kirken byder deres ankommende brødre og søstre velkommen med åbne arme til søndagens møder og andre aktiviteter. Kirken er også aktiv i talrige humanitære projekter i samarbejde med andre organisationer.

Tjekkiet

Lokale kirkemedlemmer i Liberec i Tjekkiet har været aktive i flere projekter, der er blevet iværksat samtidig, for at hjælpe flygtningefamilier, der er medlemmer af Kirken og ankommer til byen. Nogle lokale medlemmer tilbød husly. Andre medlemmer og flygtninge gik sammen i deres indsats for at ombygge den øvre etage i deres lejede kirkebygning, der ikke blev brugt ofte, til beboelse. I endnu et projekt sluttede lokale medlemmer sig til den græsk-katolske kirke og evangeliske kirker for at starte et mødrecenter og en børnehave for ukrainske mødre og børn. »Programmet og den daglige omsorg for børnene udføres af ukrainske medlemmer af vores menighed« siger Bohdana Hanzalová, et tjekkisk medlem fra Liberec. »Her vil mødre fra alle trosretninger også være i stand til at klare administrative opgaver, blive venner med de andre mødre eller søge arbejde.«

Retningslinjer vedrørende omtale:Når der skrives om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, vær da venlig at bruge Kirkens fulde navn i den første henvisning. Se yderligere information om brugen af Kirkens navn i vore retningslinjer på internettet. »Retningslinjer.